Naturlig Læsning – Historien om Johanne

Her er en lille historie, som jeg synes du skal høre. Historien tager afsæt i oplevelser, som børn har fortalt om.

Johanne så bogstaverne som myrer på et stykke papir akkurat som Gummitarzan: Johanne kunne ikke bogstaverne. De hoppede rundt på linjerne som ukendte aliens fra Mars.

Allerede i 0. klasse vidste Johanne, at noget var forkert. Hun vidste godt, at de andre børn i klassen havde styr på de uregerlige myrer/bogstaver, undtagen hende og Magnus. Alle de andre børn kunne slynge om sig med alle mulige bogstaver og lyde, og de kunne læse, men Johanne kunne aldrig kende bogstaverne fra hinanden. Hun havde forsøgt, men nu var det håbløst og pinligt med de bogstaver, så Johanne sad der og kiggede ud af vinduet helt stille dag efter dag. Blev hun spurgt om noget, svarede hun bare et eller andet og sagde læreren, at det var forkert, svarede Johanne bare:” Når nej. Det er også rigtigt” eller noget lignende. Hun håbede på at de andre børn ikke opdagede, hvor svært det var for hende.

Johanne havde opgivet; for hver gang hun skulle læse og skulle sige, om det var et b eller et p, et r eller et v, så blev hun så nervøs og følte sig så dum, at det hele kunne være ligemeget. Magnus kunne heller ikke bogstaverne, men ham kunne hun ikke øve sig med, for han sad altid udenfor døren eller var larmende i klassen.

En dag læste Johannes mor og far i en annonce i avisen om:

Naturlig Læsning.

Her kunne man lære bogstaverne, lære at læse og samtidigt få mere selvtillid.

De spurgte Johanne, om hun ville prøve det. Hun havde egentligt ikke lyst, for hun ville hellere lege. Forældrene fortalte hende, at far ville tage med, og han skulle også lære det, så han kunne hjælpe hende til at blive god til at læse. Så ville Johanne gerne med, for det blev da hyggeligt med far og hende helt alene afsted.

Så kom dagen hvor Johanne kørte med sin far op ad grusvejen til det her læsehalløjsa. De hilste på hundene Simba og Húni og underviserne Ann og Bente. Johanne glemte helt, at hun skulle lære at læse, for hundene var sååå søde. Johanne og far fik at vide, at de skulle sidde på en træstub i en lille skov. Her ventede de lidt og så kom der endnu et barn med sin mor. Det var Magnus fra klassen, og han var slet ikke vild. Han var sød ved hundene og sad pænt ved siden af sin mor. Johanne tænkte på, at det var mærkeligt, at Magnus var så anderledes end i skolen. Der turde hun slet ikke tale med den vilde dreng. Magnus og hans mor satte sig også på en træstub lige ved siden af Johanne. Lidt efter kom der 2 andre børn Alex og Pia. De satte sig sammen med deres fædre. Der kravlede en myre på Johannes kondisko, da underviseren Ann forklarede den første ting, de skulle lave.

Johanne fik straks fat i opgaven. Hun skulle med pinde lave de rum, der er i hendes hus set fra oven. Far måtte godt hjælpe hende. Magnus lavede sit hus med megastore pinde, men Johanne valgte de mindste pinde, hun kunne finde.

Da de havde lavet grundplanen på det sted de bor, skulle børnene sætte bogstaver i huset. Det her er en hukommelsesøvelse, sagde underviseren Bente. I skal lære hvordan i kan huske og genkende bogstaverne fra hinanden på en sjov og nem måde.

vil du også lære den øvelse at kende?

Så læs nyhedsbrevet i morgen. Hvis du ikke allerede er tilmeldt nyhedsbrevet kan du gøre det til højre på denne side og få fortsættelsen på: Naturlig Læsning- Historien om Johanne

Vi ses

Ann og Bente